Kongensgade skal bevares
april 5, 2008
30.6.2007
Hele sagen om Kongensgade endte nærmest farceagtigt, da den kom op i Byrådet i sidste uge. Det er velbeskrevet i Dagbladet og skal ikke kommenteres nærmere her. Jeg synes imidlertid, at det er ærgerligt for Ringsted, at politikerne ikke kan blive enige om så vigtigt et emne som Ringsteds ”ansigt”. Det, som adskiller gamle købstæder fra nye forstæder, er en bykerne af huse i oprindelig stil og udtryk. En sådan bykerne skaber en særlig atmosfære, og er med til at understrege byens alder og historie. De nye moderne boligområder, som skyder op i byens udkanter skaber en arkitektonisk kontrast til byens kerne, som gør, at man som indbygger og turist på én gang fornemmer en by i positiv vækst, men også en ansvarsfuldhed over for de ældre elementer i byen. Det er denne kontrast, som skal styrkes ved fortsat at udvikle og udvide byen, men også ved at bevare de gamle huse og byområder. Det er ikke kun unikke bygninger, som Rundetårn og Børsen, der skal bevares. Det er vigtigt at bevare tidsbilleder fra forskellige epoker. Et sådan tidsbillede er Kongensgade-kvarteret, som danner et helhedsindtryk af et gademiljø med huse fra en bestemt periode med et typisk arkitektonisk præg. Gennem en bevarelse dokumenteres den udvikling Ringsted var i – den gang som nu, og det styrker byens samlede udtryk. Det er en opgave for politikerne at løfte dette ansvar. Det var derfor med stor skuffelse, jeg læste Timo Jensens indlæg i Dagbladet den 25. juni, hvor han lagde ansvaret for byens udvikling over på Teknisk Forvaltning, og i øvrigt slog til lyd for, at alle skulle kunne gøre med deres huse, som de havde lyst til. Timo Jensen burde løfte blikket fra sit eget halve dobbelthus og betragte Ringsted som et samlet kulturhistorisk billede, der skal formes og udvikles aktivt gennem politiske beslutninger. Det ligger i selve betegnelsen, at Teknisk Forvaltning blot forvalter efter de retningslinier, som er udstukket af politikerne. En del af deres opgave er netop at gøre opmærksom på uhensigtsmæssige ændringer af byens kulturhistoriske udtryk. Det er en snæversynet og fattig by, som bare lader stå til, mens dens særpræg forsvinder i takt med tilfældige modesvingninger i teglenes og facadernes udseende.
Ringsted skal have en marathonrute
april 5, 2008
20.5.2007
Ringsteds udvikling var på dagsordenen tirsdag aften i sidste uge, da kommunen havde inviteret til idé-møde i kongrescenteret. Mange borgere var mødt op til det veltilrettelagte møde. Skovrider Claus Jespersen fra Falster Statsskovdistrikt og aktivitetschef Poul Nygaard fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde holdt to fantastisk inspirerende oplæg om måder at udvikle kommunemæssige aktiviteter til glæde for borgere og turister. Selvom borgerne i Ringsted kommune har adgang til flere store skovområder, ligger de for langt væk fra byen til at blive brugt jævnligt. En skov skal ligge inden for 1-1½ km. før den bliver brugt – konstaterede Claus Jespersen. Det er et faktum, kommunen må have for øje, når kommende udstykningsområder skal planlægges. Grønne områder og ny skovrejsning skal medtænkes i planerne for at gøre nye boligområder attraktive for nye borgere. Det hører med til en stor by, at der er rekreative områder inden for få kilometer.
Borgerne blev efter oplæggene opdelt i en række mindre grupper, som skulle diskutere idéer til fremtidige tiltag inden for en række overordnede emner. Samtlige grupper pegede på behov for sammenhængende stisystemer i Ringsted by og omegn. Der var gode idéer om at etablere historiske ruter, hvor kommunens spændende fortid blev formidlet ved selvsyn. Vandre- og løbestier kunne fremme sundheden og give borgerne mulighed for og incitament til at komme ud i naturen. Kommunen må nu fremme planerne om et sammenhængende stisystem.
På løbsoversigten www.motionslob.dk kan man se, at mange af landets større byer, har årligt tilbagevendende motionsløb. Disse løb er med til at kaste et positivt lys over byerne og kommunerne. Sådanne arrangementer er en oplagt mulighed for at vise Ringsted frem som en sund, smuk og spændende by for de omkring 1000 motionsløbere, som ofte deltager i disse løb. Den nye Rudersdal kommune har netop anlagt en motionssti på godt 42 km., som bliver brugt til marathonløb flere gange om året. I juni er Slagelse kommune medarrangør af Storebælt Naturmarathon. Ringsted kommune bør tænke en sådan mulighed med i planerne, når stisystemerne skal færdigetableres. Ringsted Idræt og Motion, som i forvejen arrangerer motionsløb, vil uden tvivl gribe muligheden for at arrangere motionsløb på stisystemerne. Fra kommunens side handler det om, at skabe mulighederne, så skal de nok blive brugt af borgere og turister efterfølgende.
Med Factory Outlet skal Ringsted stå sin prøve
april 5, 2008
20.5.2007
Ringsted by og kommune oplever i disse år en kraftig vækst. Om godt 20 år vil indbyggertallet i kommunen formentlig være dobbelt så højt som i dag. Ikke mindst hastigheden af denne vækst giver store udfordringer for blandt andre handlende, beboere og kommunen. Det nye Factory Outlet er et aktuelt eksempel på de udfordringer, Ringsted vil stå overfor i de kommende år. Med en beregnet trafikstigning på mindst 7000 biler mere pr. døgn på ringvejene alene på grund af Factory Outlet, vil byen opleve et hidtil uset antal mennesker og biler. For de handlende i byen bliver det en udfordring, at få trukket mange af kunderne fra Factory Outlet ind til centrum. Spændende butikker med et alsidigt udvalg som adskiller sig fra udvalget i Factory Outlet vil uden tvivl skabe øget omsætning hos de eksisterende butikker og skabe grundlag for nye typer butikker og caféer i byen. For kommunen bliver det en udfordring at skabe en infrastruktur, som kan rumme de mange biler og mennesker. De Radikales Vælgerforening har for nylig udarbejdet et diskussionsoplæg om en trafikplan som kan læses og kommenteres på www.radikale.dk/ringsted. Det er nødvendigt at omtænke vejnettet for at gøre plads til de mange kommende biler til Factory Outlet og det nye centerområde. Samtidig må vi ikke glemme, at mange af de kommende kunder til Factory Outlet vil være unge mennesker uden bil, som kommer til Ringsted via de offentlige transportmidler. Spørgsmålet er, hvordan de skal transporteres fra stationen til det nye centerområde og Factory Outlet. De almindelige bybusser med de mange stop og kringlede omveje vil ikke være attraktive for de nye kunder. Det kunne overvejes at indføre pendulbusser (vi kunne kalde dem Valdemarbusserne), som kunne fragte de mange nye kunder fra stationen til Factory outlet og centerområdet med ét stop undervejs nær bycentrum. I andre sammenhænge kunne busserne køre som turistbusser med stop centrale steder i byen. Mange parter i Ringsted må have interesse i en medfinansiering af sådanne busser. Der skal tænkes målrettet og kreativt i de kommende år, hvis Ringsted skal indtage rollen som den centrale by på Sjælland i mere end den geografiske forstand.
Facory outlet kan blive en prøve på Ringsteds vilje til vækst og forandring. Jeg håber politikere, handlende og alle i byen vil gribe den chance for Ringsted, som det er at få så stor en kundemagnet til byen.
Danmark har brug for et gymnasium i Ringsted
april 5, 2008
Om Ringsted skal have et alment gymnasium, er der heldigvis ikke to meninger om i byrådet. Alle kræfter er sat ind på at få den endelige beslutning i gennem, så områdets unge mennesker kan blive i byen under uddannelse. Det er vigtigt for en voksende by som Ringsted, at byen har en bred vifte af uddannelsestilbud – herunder et alment gymnasium. Det skaber arbejdspladser og det sikrer arbejdskraft på et højt niveau til de lokale virksomheder og institutioner.
Men et alment gymnasium er ikke kun til gavn for Ringsted og omegn. Det er også landspolitisk vigtigt, at Ringsted får et alment gymnasium. Undersøgelser viser, at Ringsted har en meget lav uddannelsesfrekvens. Det betyder, at vi bor i et lokalområde med et lavt uddannelsesniveau. Som samfund kan vi ikke leve med, at der rundt omkring i landet er ”huller” i befolkningens uddannelsesniveau. Hvis vi skal sikre en fremtid for Danmark i en globaliseret verden, er viden og uddannelse altafgørende. Med den internationalt set lille befolkning vi har i Danmark, har vi ikke råd til, at lokalområder rundt omkring i landet sakker agterud på uddannelsesområdet. Vi er nødt til at sætte som mål, at der findes et bredt udvalg af gode uddannelsespladser inden for en kort afstand alle steder i landet. Ellers vil vi mangle kvalificeret arbejdskraft på de områder, som skal sikre finansieringen af fremtidens velfærdssamfund. Mange højtspecialiserede virksomheder oplever allerede nu problemer med rekrutteringsmulighederne. Det er for ringe, når der samtidig findes områder – som Ringsted – med et stort uddannelsesmæssigt potentiale.
I dette større perspektiv er det overordentlig vigtigt, at Ringsted får et alment gymnasium. Fremskrivninger af indbyggertallet i Ringsted kommune forudser helt op til 60.000 indbyggere i 2030 – altså en fordobling. Vi har hverken lokalt eller nationalt råd til at lade en så stor befolkningsgruppe miste muligheden for at få en uddannelse på et højt niveau. Det er en sag for regeringen, og jeg håber, at den lever op til sine egne målsætninger om Danmark som førende videnssamfund, når beslutningen om et gymnasium i Ringsted skal tages inden sommerferien.
Vi har fået selvstyret tilbage for et år
april 5, 2008
20.12.2007
Nytårsudtalelse fra Det Radikale Venstre
Lykønskningen Godt Nytår har fået en stærk og direkte betydning for os borgere i Ringsted kommune. Vi får nemlig det kommunale selvstyre tilbage i 2008. Som radikale tror vi på det kommunale selvstyre, som giver det folkevalgte byråd lov til at bestemme over kommunens midler. Det er ikke en selvfølge i en tid, hvor den borgerlige regering udsulter kommunerne gennem et reaktionært og uambitiøst skattestop.
Med skattestoppet som argument var rammerne for efterårets kommunale budgetforhandlinger på forhånd lagt fast. I Ringsted skulle spares, fordi kommunens indtægter ganske enkelt var for få til at dække de udgifter, som følger med borgernes berettigede serviceforventninger. På ældreområdet bruges der forholdsmæssigt flere penge i Ringsted end i mange andre kommuner. Derfor blev ældreområdet udsat for de største besparelser. Fra radikal side havde vi aldrig accepteret besparelser for de allersvageste ældre.
Et byrådsflertal trodsede modigt regeringens advarsler og vedtog en skattestigning på ét procentpoint foruden besparelserne. Under valgkampen lovede regeringen, stik imod sin hidtidige politik, at frede de kommunale budgetter i 2008. Takket være denne kovending har byrådet lidt flere midler end de ellers ville have haft i 2008. Med disse midler kan kommunen måske undgå yderligere drastiske besparelser på f.eks. skole- og ældreområdet, og med disse midler kan hullet i kommunekassen efterhånden dækkes lidt ind. Det betyder, at byrådet i 2008 kan føre en mere aktiv og offensiv politik frem for en defensiv politik. Det betyder også, at byrådet i højere grad end ellers kan investere i fortsat at være en attraktiv by for borgere og tilflyttere og dermed sikre det fremtidige skattegrundlag. Det betyder ligeledes, at byrådet fortsat kan være ambitiøs i forhold til at sikre gode forhold for erhvervslivet i kommunen. Men det betyder samtidig, at byrådet nu i endnu højere grad må bære ansvaret for den kommunale økonomi. Sådan skal det være. Vi har fået det kommunale selvstyre tilbage for et år. Godt nytår.
Martin Bork
Formand for De Radikales Vælgerforening
Mågevej 8
Ringsted